*
-- Le Messie

Denne side er opdateret den 10. marts 2011
historie.jpg (3395 bytes)

*
Klik på det emne, du ønsker at læse om
Hvad er en Stradivarius? Et tavst instrument Hvordan ser "Le Messie" ud?
Vejen fra Cremona til Oxford Oversigt over rejsen Litteraturliste.

 


hvem.jpg (3144 bytes)
Klik her for at komme tilbage til Hans-Jørgen Sindholt's forunderlige verden. De fleste kender til violinen. Dette lille instrument, som indtager en vigtig plads i ikke mindst europæisk musik.
Instrumentet har sin egen historie, men her på dette sted fortælles kun en lille del af en lang historie om et eneste instrument:

"Le Messie"
Messias

Et instrument bygget i 1716 af den legendariske violinbygger Antonio Stradivari fra Cremona i Italien.

Cremona 1830 - et stik af Caporali
Cremona 1830
efter et stik af Caporali
Til indholdsfortegnelsen over dette afsnit.
Klik her for at komme tilbage til Hans-Jørgen Sindholt's forunderlige verden

Om denne violinbygger er skrevet utallige historier, men man må nok erkende, at der ikke findes megen litteratur, som reelt beskriver hans liv og levned - vi har blot en række af instrumenterne fra hans værksted.

Antonio Stradivari - årstal ukendt
Antonio Stradivari

Det antages, at Antonio Stradivari blev født omkring året 1645 - og man ved med nogenlunde sikkerhed, at han døde i 1737 - altså meget gammel - over 90 år.

Det italienske navn Antonio Stradivari ses ofte skrevet i den latinske form Antonius Stradivarius

Det første instrument, hvor man finder hans etiket stammer fra 1666, men det interessante er, at etiketten i bunden af instrumentet har tilføjelsen: "Elev af Nicola Amati".

Der hersker ingen tvivl om, at Stradivari har bygget adskillige instrumenter i sin læretid hos den berømte mester Nicola Amati, men en dag var han altså sin egen herre i eget hus i Cremona - ikke langt fra sin lærermesters hus med den store San Domenico-kirke som nærmeste nabo. Her boede Antonio Stradivari i Cremona.
Stradivari's hus i Cremona.
Bemærk tørreloftet.

Faktisk lå de store violinbyggeres værksteder alle nabo til dominikanerklostret og kirken - Fransesco Ruggeri, Guiseppe Guarnerius (slægten), C. Bergonzi, Nicola Amati og altså også Antonio Stradivari.

Imidlertid er det nogenlunde sikkert, at der i vore dage findes 440 violiner, 11 violaer og 50 violoncelli fra dette berømte værksted.
Måske ligger et ædelt instrument og gemmer sig på et loft et sted - hvem ved?

I disse år havde byen Cremona forlængst opnået en fornem status for violinbyggekunsten. Der var meget arbejde til de mange byggeværksteder i byen.
Stradivari nøjedes dog ikke blot med at bygge instrumenter, han søgte at gå nye veje. Han eksperimenterede uafladeligt med materialer og form ganske vist inden for de nu engang givne rammer.

Det havde naturligt nok den følge, at alle instrumenter fra hans værksted blev meget kostbare - de var hver især unikke instrumenter, som han selv havde tilpasset og trimmet, inden de forlod værkstedet. Derfor blev instrumenterne også kun solgt til folk med penge - mange penge.

Til indholdsfortegnelsen over dette afsnit.

hvad.jpg (3582 bytes)
bog.gif (24293 bytes)
Klik her for at komme tilbage til Hans-Jørgen Sindholt's forunderlige verden. En violin skal bygges med megen omhu - og det, der adskiller Stradivari's instrumenter fra alle andre, er i bund og grund nøjagtighed ud over alle næsten menneskelig grænser for, hvad der kan laves i træ.

Det er et spørgsmål om brøkdele af millimeter i dækkets og bundens tykkelse, som varierer overalt. Det er sargens mål - klodsernes afstemning - kantlisterne - indlæggene - F-hullernes udformning og placering på dækket. Under dækket er en såkaldt basbjælke. Denne bjælkes placering og afstemning til de øvrige dele af instrumentet er betydningsfuld. Stemmestokken, som står mellem dækket og bunden betyder meget, og ikke mindste dens placering. Selv stolen, hvorpå strengene ligger, er af enorm betydning for det samlede klangbillede og tonernes renhed.

Træets alder - kvalitet - og man anvender faktisk kun grantræ og ahorn - samt til gribebræt ibenholt.
Stradivari brugte tilmed piletræ til de indvendige støtteklodser.
Men også måden, hvorpå træet var skåret på, er af stor betydning for det endelige resultat.

De mange skrøner om lakkens betydning for klangen er muligvis lidt overdrevne, men det er af afgørende betydning, hvor tykt et lag lak, der er smurt på. Og ved trimning af instrumentet kan det nemt ske, at lakken skal slibes ned i tykkelse. Ja, måske skal dækkes pilles af for at blive tilpasset i tykkelsen et ganske bestemt sted.

Til indholdsfortegnelsen over dette afsnit.
Violinen er det mest fuldkomne, det vanskeligste, det smukkeste og mest sælsomt interessante af alle instrumenter"

George Hart

 


tavs.jpg (2259 bytes)
Klik her for at komme tilbage til Hans-Jørgen Sindholt's forunderlige verden. En violin er et musikinstrument, og som sådan bruges de fleste violiner nok også, men der er altså instrumenter, som tilbringer hele deres tilværelse på museer - under glas, lås og slå.

Det må være et noget trist violinliv, - aldrig at kunne få lov at blande sig i musikken - blot være til skue.

Hvordan disse tavse instrumenter så må lyde, kan man kun gisne om, når man kender lidt til deres ophavsmænd.

Det hænder, at et kostbart klenodie fra en fin samling af instrumenter, bliver taget frem og overladt til en violinspiller, for at instrumentet kan  oplade sin røst.

Uden tvivl findes indspilninger med sådanne fine instrumenter, men om de så lyder smukkere end "veltilspillede" og trimmede instrumenter kan være et åbent spørgsmål.

Hvorfor skal disse kostbarheder så gemmes væk?
Ja, der findes samlere, som blot ønsker at eje disse fine håndværksarbejder og kun vurderer instrumenterne ud fra det samt ud fra, hvem der har bygget dem.

Der findes museer, hvis fornemste opgave er at sikre eftertiden mulighed for at se, hvad det var, man lavede i Cremonas storhedstid som violinbyggernes hovedsæde.

Et sådant museum ligger i Oxford, en af Englands berømte universitetsbyer.

The Ashmolean Museum

Her ligger museet "The Ashmolean Museum".

Kommer du en dag forbi, skal du vove dig indenfor og finde rum nummer 24 - "Hill music room" - opkaldt efter det kendte engelske violinfirma Hill & Sons.

Messias

I dette rum vil du se sandsynligvis en af de  mest berømte violiner i vor verden:

"Le Messie"

Instrumentet er bygget af Antiono Stradivari i 1716.
På det tidspunkt var Stradivari over 70 år gammel, og han ville bevare dette ædle instrument som nyt. Det skulle ikke sælges - det skulle ikke bruges til at spille på - der var efter hans mening nok af instrumenter, så det var naturligt nok for ham at gemme det allerbedste, han havde lavet.

Den gamle violin ligger nu godt beskyttet bag glas og sikret på alle mulige måder. Og der er tilmed en fundats, som noterer, at alle de gamle instrumnter i dette rum aldrig må forlade stedet - aldrig må de forlade engelsk område.

Her er den fornemme violin sikret imod spekulanters køb og salg med kulturelle værdier.

Til indholdsfortegnelsen over dette afsnit.

messias.jpg (3349 bytes)
Klik her for at komme tilbage til Hans-Jørgen Sindholt's foranderlige hjemmeside Violinen ser ganske ud, som om den lige netop har forladt Stradivari's værksted - helt ny - og selvom man ikke kan  røre instrumentet - eller høre det - blot en enkelt tone, kan man fornemme, hvor fint et kunstværk man står over for.
Violinen er i det såkaldte store format, kraftigt bygget. Dækkets træ er usædvanligt regelmæssigt, fine åreringe. Messias - 1716

De to små billeder giver kun et vagt indtryk af violinen, men man kan dog fornemme instrumentets smukke form.

messtra2.jpg (4922 bytes) Bunden er todelt. Lakken er mørkebrun og meget smukt påført.

Ved Antonio Stradivari's død fandt man instrumentet gemt godt af vejen i hans efterladenskaber. Det var tydeligt for enhver, at den store violinbygger ikke havde tænkt sig at skille sig af med instrumentet.

Instrumentet blev som de øvrige ejendele arvet af de to sønner Franscesco og Omobone, som overlevede deres far henholdsvis seks og fem år.

Derpå blev den gamle mester ejendele - og altså også "Le Messie" (sådan var instrumentet jo ikke navngivet på det tidspunkt) - overdraget til den yngste søn, Paolo Stradivari.

Etiket fra en violin - Stradivari 1716
En lille seddel i bunden af en violin fortæller,
hvem der byggede den - og hvornår.
Sproget på etiketten er latin.
Til indholdsfortegnelsen over dette afsnit.

oxford.jpg (3281 bytes)
Klik her for at komme tilbage til Hans-Jørgen Sindholt's foranderlige hjemmeside Hvordan i al verden kan et lille instrument af gran, ahorn og piletræ samt en smule ibenholt finde vej fra Cremona i Italien til Oxford i England?

Her skal historien ikke fortælles helt og aldeles, men blot noteres veje og årstal. Vil du vide mere i detaljer, kan jeg anbefale en lille fin bog om denne violin - se på litteraturlisten.

Fra byggeåret 1716 og indtil Stradivari's død i 1737 befandt violinen sig hos ham. Arvingerne var tre sønner, hvoraf den yngste Paolo Stradivari overlede de to ældre brødre, havde da instrumentet i deres varetægt. I 1775 solgte Paolo Stradivari violinen   til en kunstsamler, grev Cozio di Salabue. I 1827 blev instrumentet afhændet til Luigi Tarisio.

En af de afgørende personligheder i Messiasviolinens vej er samleren og handelsmanden Luigi Tarisio, som så dagens lys i Milano engang i 1790-erne.

Denne herre fik stor betydning for handel med stort set alle de italienske violinbyggeres instrumenter. Snegl og stemmeskruer.

Tarisio var tømrer og hyggede sig med at spille violin, når tid bød sig. Men på et tidspunkt opstod tanken hos ham om at finde alle de gamle italienske bygmestres strygeinstrumenter.

Det skal lige nævnes, at der rundt i Europa var stærkt stigende interesse for disse 16-1700-tals instrumenter, så Tarisio dukkede op på det rette tidspunkt.

Han anede, at mange instrumenter lå ubenyttede hen rundt om - og det viste sig faktisk, at han havde ret. Det blev til mange ture rundt i Italien, hvor han levede af forefaldende opgaver - og han fandt masser af værdifulde  instrumenter.

F-hullet i et violindæk - 1634 Ganske enkelt blev han Italiens største kender af ædle instrumenter - og den største samler.
Med blot et blik på et instrument kunne han afgøre, hvem der var dets ophavsmand.

Samlingen voksede, men han måtte altså også sælge instrumenter.

Det blev Frankrig, hvor violinbyggekunsten netop havde fået godt fat. Man byggede på italienske traditioner, og her var violinbyggere og samlere, som gerne ville have fat i Tarisios instrumentsamling - eller bare dele af den.

I Paris var adskillige gode violinbyggere og en af de fremmeste var Aldric.

Der var dog enkelte instrumenter, som Tarisio ejede, han ikke ville skille sig af med - og blandt dem var den fine violin, som Stradivari havde bygget i 1716 - det instrument, den gamle mester selv ville beholde. Stemmeskrue.

Imidlertid røbede Tarisio, at han i sin samling derhjemme i Italien havde et vidunderligt instrument, der var så fornemt, at man måtte tilbede det liggende på sine knæ. Og Tarisio fortalte videre, at der aldrig havde været spillet på violinen. Den var som ganske ny og den var bygget af Stradivari i 1716.

Det blev dog ikke til nogen handel de første mange år, men en dag spurgte en fransk violinist, Delphin Jean Alard, om Tarisio virkelig mente, at man skulle vente på denne violin, som jøderne venter på Messias.

Og da fik violinen så sit navn "Le Messie" - på dansk Messias.

Tarisio fik aldrig bragt "Le Messie" til Paris inden sin død i 1854.

Først i 1855 - et lille halvt år efter Tarisios død - kom det violinbygger Jean Baptiste Vuillaume i Paris for øre, at Tarisio var død. Vuillaume drog til Italien og fandt Tarisios samling delvis og ikke mindst fandt han det fine instrument.

Violinbyggeren fra Paris købte hele Tarisio's samling af instrumenter og naturligvis også "Le Messie". Han betalte 80.000 Francs for hele samlingen, som allerede dengang blev anslået til en værdi på intet mindre end 2 millioner Francs.

Mål der angiver tykkelsen langs kurverne på dækket af en violin - Stradivari 1709 "Le Messie" førte stadig en tavs tilværelse - nu i Paris hos Vuillaume.

Instrumentet blev udstillet bag glas, men ingen måtte røre det - ingen måtte spille på det.

I 1872 holdt "Le Messie" flyttedag og fik en tur ud fra Vuillaumes butik, idet instrumentet blev udlånt til en stor udstilling af gamle instrumenter i South Kensington Museum i London.

Den 19. marts 1875 døde den franske bygmester Vuillaume og hans to døtre, Jeanne og Claire arvede hele hans instrumentsamling og værksted.

Endelig i 1877 kom "Le Messie" i hænderne på en violinist, nemlig Vuillaume's svigersøn, den førnævnte Alard gift med Jeanne - det var jo netop Alard, der indirekte havde givet violinen sit fornemme navn - "Le Messie". I virkeligheden købte de to søsterens andel i instrumentet for en pris af 10.000 francs.

Alard har givet spillet lidt på instrumentet, men han værnede om instrumentet.

Den 22. februar 1888 døde Alard - og hans fine violin gik i arv til hans døtre, som den 5. maj 1890 solgte den til det engelske violinfirma "Hill & Sons" i London for hele 2.000 Engelske pund. Det var den højeste pris, der nogensinde var betalt for en violin. Målkurver der angiver tykkelsen af bunden på en violin - Stradivari 1709

Violinen blev nu solgt videre til en skotsk violinsamler, R. Crawford. Men i 1897 skiftede instrumentet atter bopæl og flyttede til den dengang berømte tenorsanger Ernest Nicolini, som i øvrigt var gift med den lige så berømte sangerinde Adelina Pattis.
Ernest Nicolini var en entusiastisk og ganske kyndig violinsamler og spillede udmærket på violin.

Endelig efter nogle få år hos sangerægteparret, kom "Le Messie" atter i firmaet "Hills & Sons" eje.

I 1939 afgjorde "Hill & Sons", at violinen aldrig måtte forlade England og intrumentet blev i 1940 af Alfred Hill, den sidste af de fire brødre Hill skænket til "The Ashmolean Museum" i Oxford.

Til indholdsfortegnelsen over dette afsnit.

skema.jpg (3042 bytes)
Klik her for at komme tilbage til Hans-Jørgen Sindholt's foranderlige hjemmeside
Ejere

Ejer-periode

Ejere Fra Til
Antonio Stradivari, Cremona 1716 1737
Paolo Stradivari, Cremona 1737 1775
Grev Cozio di Salabue, Cremona 1775 1827
Luigi Tarisio, Milano 1827 1854
Tarisios nevøer, Milano 1854 1855
J.B. Vuillaume, Paris 1855 1877
Delphin Jean Alard, Paris 1877 1888
Alards døtre, Paris 1888 1890
"Hill & Sons", London 1890 1897
Ernest Nicolini 1897 o. 1900
"Hill & Sons", London o. 1900 1939-40
"The Ashmolean Museum", Oxford 1940 al fremtid
Til indholdsfortegnelsen over dette afsnit.

The Ashmoleon Museum


liste.jpg (2109 bytes)
Klik her for at komme tilbage til Hans-Jørgen Sindholt's foranderlige hjemmeside
  • Hans Dalgaard: Møde med Messiasviolinen "Le Messie". Eget forlag, 1970.
    Carl Nordberger: Violinen och dess värld.
    Albert Bonniers Förlag, Stockholm 1961.
  • Musikkens Hvem-Hvad-Hvor, Politikens forlag, 1962
  • Jan Dagnell & Sverker Sarnell: Bygg din egen fiol. ICA-förlaget, AB, Västerås, 1988.
  • Gunnar Sanborn: Akustiskt Fiol Bygge, Bokförlaget Spektra AB, Halmstad, 1983.
  • George Buchanan: Making Stringed Instruments, Sterling Publishing, Company, Inc., 1989.
Til indholdsfortegnelsen over dette afsnit.

 

Vil du læse mere om strygeinstrumenter, finder du her en lille oversigt over anbefalelsesværdige bøger.
Klik her for at komme tilbage til Hans-Jørgen Sindholt's foranderlige hjemmeside Troels Svendsen: Historiske Strygeinstrumenter & Biber og Telemann - to komponistportrætter. Engstrøm & Sødrings musikbibliotek. Til indholdsfortegnelsen over dette afsnit.

 

En god oplysning

Hans-Jørgen Sindholt - nihil sine labore
Dette afsnit af hjemmesiden "Crescendo" blev første gang præsenteret den 17. oktober 1999