Skrevet af Flemming Rasmussen. 

Træets overfladebehandling ved polering er så omstændelig, at den ikke kan  anskueliggøres klart med en beskrivelse alene, men helst må læres i nogen tid under kyndig vejledning. Der kan nok  opstilles en række regler, efter hvilke der kan arbejdes, men der  vil under poleringen opstå  så mange vidt forskellige situationer, som bedst lader sig mundtlig forklare under arbejdets fremadskridende gang.

Poleringen deles i følgende afsnit: Grunding, første polering, anden polering, klaring.

Der bruges filtreret politur af bedste kvalitet, 16 grader denatureret sprit, linolie, pimpsten. Som polerklud en bold af gamle uldne klude, hvorover der lægges et stykke groft lærred, f.eks. stumper af et gammelt udtjent lærredslagen el lign.

Ikke al slags træ er lige velegnet til polering, hårde træarter er de bedste. Fyrretræ kan blive kønt, men er vanskeligt at behandle og kræver er særlig kraftig og grundig afslibning.

Når træet er godt afpudset med høvl, godt aftrukket med siklinge, godt afpudset, først på tværs med meget fint sandpapir, derefter med groft på langs for fuldstændig at afslibe og bortfjerne alle tværridser, slibes fladen straks færdig med fint sandpapir, så omhyggeligt som overhovedet muligt.

Træ, som skal poleres behøver man ikke at give en afslibning med vand som omtalt i kapitel om pudsning, men får derimod efter endt behandling med sandpapir, en sidste fin afslibning med olie. Hertil bruges en særlig udsøgt slibepimpsten, fri for grove korn og sten i sin masse, da disse ved slibningen over træet vil skrabe og kradse nogle slemme furer, som bliver synlige under poleringen som sorte streger. Pimpsten købes hos farvehandleren, der også forhandler fine støbte patentsten, mere ensartede i støbningen end den naturlige pimpsten kan være, og derfor ofte er at foretrække.

Træet smører over med en klud dyppet i slibeolie, pimpstenen slibes godt af på et stykke marmor, sådanne kan fås som brudstykker uden egentlig værdi hos enhver marmorhandler – adresser i telefonbogen – og må være så stort, at pimpstenen kan slibes frem og tilbage herpå.

Et stykke ca. så stort som et stilehæfte kan passe; det spændes med en skruetvinge fast på den ene ende af bænken, lidt slibeolie hældes over den og pimpstenen slibes glat derpå. Med den således afslebne sten slibes det oliesmurte træ kraftigt af både på tværs og på langs, godt ud over kanter og hjørner, indtil man har den sikre overbevisning, at træet har fået den mest jævne og glatte flade, det på denne måde er muligt at opnå.

Det kan under slibningen ske, at olie og afslebet træ sætter sig fast som kager under stenen, så den glider oven på træet uden at tage fat, eller at der i selve stenen forekommer hårde småsten, som ridser i træet; i begge tilfælde slibes da pimpstenen af nogle gange på marmorpladen og er på ny parat til at fortsætte.

Olien tørres af træet med savsmuld og gnides efter med en gammel klud, så det er helt tørt og fri for det fedtede lag.

Skal møblet bejdses for at få en anden farve end naturtræet har, gøres det nu.

Bejdsen får lov til at tørre godt ind, men må, forinden poleringen kan begynde, have endnu en ganske let efterslibning med det fineste sandpapir, der fjerner den smule ruhed, der kan forekomme ved, at bejdsen har rejst porerne i træet.

Disse forskellige slibninger kan for en ukyndig se ud som urimeligheder, og et arbejde, på hvilket der kan spares, men uden en vel afpudset  og vel behandlet bund i træet kan poleringen aldrig blive god. I en dårlig pudset flade vil alle mangler træde tydeligt frem; Huller og skrammer og andre skæmmende fejl  kan ikke bagefter fyldes ud eller slibes bort, og arbejdet med poleringen bliver i høj grad utilfredsstillende. På den fine pudsning kan der ikke sløjes af, det læres nemt og hurtigt og bliver snart rutinesag, således at man på forhånd sikrer sig bedst mulig resultat af sin pudsning.

                                                                    Grunding.

Arbejdet spændes godt fast på bænken. Sprit, politurflaske , et lille skål med linolie, to stykker tørt pimpsten og dåsen med kludene stilles frem, så de forskellige dele står lige ved hånden. Bænken må være fejet ren for savsmuld og spåner, for at dette under poleringen ikke skal komme op på arbejdet og sætte sig fast deri.

Af de gamle uldne klude laves en polerlap, der for hver gang må afpasses nogenlunde efter arbejdets størrelse. Til en kommodeside f.eks. må den være på størrelse med et stort æble, til et syskrin ikke større end et lille hønseæg. De uldne klude lægges sammen til en fast bold, sprit hældes ud over den på den flade, der vender nedad, når der poleres. Lærredskluden lægges omkring den, og med nogle faste slag for at fordele væsken i polerlappen, klappes den et rent sted på bænken. Med kraftige tag og runde bevægelser som fører strøgene ind i hinanden poleres der nu hen over træet. Lappen må ikke være fyldt så meget, at den efterlader drivende våde baner. Opgaven er med hvert strøg at tilføre træet en ringe mængde fugtighed som straks og fuldstændig optages deri.

Begynder man grundingen med en helt ny uldlap, må der til første omgang hældes lidt politur på kluden og derefter sprit ovenpå og begynde grundingen med denne blanding. Det er tanken med en sådan begyndelse, at den ganske tynde sprit- og politurbehandling kraftigt skal indgnides i træet, hvori den helt opsuges, dannende det allerførste bindende lag i den inderste bund.

Begyndes grundingen med en polerlap, der lige forinden har været brugt til polering, er kluden herfra allerede mættet med så megen politur, at dette er tilstrækkeligt for den sprit, der til første kraftige omgang hældes i. For hver gang kluden fyldes tages lærredet til side, og spritten eller polituren hældes direkte på den uldne lap og dækkes til igen.

Når træet således er behandlet med en eller to lapfulde og kluden arbejdet næsten tør, stryges de to stykker pimpsten mod hinanden, så det fine støv fra afrivningen drysser hen over træet. Der skal ikke meget til, ikke mere end man til sammenligning ville strø et meget sparsomt lag salt  på et stykke fedtebrød.

Med en  ny lapfuld sprit arbejdes pimpstenen ned i porerne, stadig i runde strøg på tværs af træet, så pimpstenen fuldstændig poleres ud og intet af det bliver liggende på overfladen.

For at opnå dette kan flere spritlapper være nødvendige, og der rives ikke mere pimpsten på før det foregående lag fuldstændig er forsvundet og arbejdet ned i træet.

Ved at fortsætte således omgang efter omgang, fyldes porerne til sidst ganske; hvor de muligvis endnu er lidt åbne, tages der hårdere fat, indtil fladen er grundet helt til. Der spædes da lidt politur i spritten ved påfyldning i kluden og fortsættes endnu nogle omgange, til det mærkes at lappen binder, forårsaget ved at polituren lægger sig i lag oven på træet, hvor den begynder at dække grundingen; der stænkes da nogle dråber linolie hen over arbejdet og poleres videre. Herefter skal påfyldningen i lappen være væsentligst politur, og fra nu af poleres med lidt linolie på træet, der bevirker, at lappen ikke ”brænder på”, d.v.s. opløser det lag, der allerede er poleret ud. Af og til rives lidt pimpsten hen over arbejdet for yderligere at hjælpe med at fylde, slibe og jævne poleringen.

En vis mængde linolie, men endelig ikke for meget, sætter gang i poleringen og bevirker, at der på polituren oparbejdes en blank overflade. Ved grundingen er den blanke overflade mindre vigtig, her gælder det at fylde porerne godt og lægge et fast lag politur oven på, som ikke synker ned i træet. Hvor længe der skal poleres for at opnå dette, bliver en følelses- og erfaringssag, men når fladen er glat og har fået en glasagtig jævnhed, når der ses hen over den, kan grundingen afsluttes.

Hvor lang tid det kan tage beror også på den kraft, hurtighed og øvelse, man har. En kommodeside f.eks. kan tage fra tre kvarter til halvanden time alt efter den, som udfører arbejdet har det rette tag på tingene.

Efter grundingen stilles arbejdes til tørring, helst et døgn eller to, jo længere jo bedre, så den rigtigt kan sætte sig, og blive stenhård i bunden førend den første polering næste gang kan begynde. Kludene lukkes godt til i dåsen efter afbenyttelse, så de er friske til brug næste gang.

                                              Første polering.

Ikke al slags træ er af den beskaffenhed, at det ved grundingen er blevet så jævnt, at det inden første polering kan undgå en lille rask afslibning.

Fladen indgnides godt med linolie og pulveriseret pimpsten, lidt grovere end det, der rives af de faste stykker, og i øvrigt en billig vare hos farvehandlerne, strøs på i passende lag og slibes nu med pudsekorket på tværs af træet, så alle pukler i polituren afslibes. Olien og pimpstenen fjernes med savsmuld, der strøs på i rigelig mængde, fejes af med en kost og gnides tør og ren med en gammel klud, så både bænk og arbejde er fri for enhver rest deraf.

Lidt fin pimpsten rives hen over fladen, og poleringen tager sin begyndelse med en solid spritlap, der i første omgang rigtig kan gennemarbejde den tidligere grunding og fylde bunden op, hvad den muligvis kan være sunket.

 Fra nu af poleres der med politur i kluden, af og til spædes lidt op med sprit, der jævner poleringen, og fra tid til anden rives en ganske lille smule pimpsten over til hjælp som afslibning, men stadig må der med linolie holdes ”gang i lappen”, det viser sig som smukke, fede polerstrøg i hele kludens størrelse og med en smal blank stribe i strøgets yderste kant .

Således poleres der en tid lang stadig i runde strøg, der på samme måde som under grundingen lægges inden i hinanden og på tværs af træet, godt ud i kanter og hjørner, så hele fladen regelmæssigt behandles fra ende til anden, frem og tilbage, indtil et passende lag er poleret på, et arbejde, hvortil der omtrentlig vil gå den tid, som blev benyttet til grundingen. At opgive nøjagtige tid her for et sådant arbejdes varighed kan ikke gøres, men når man  synes et passende resultat er opnået, poleres lappen tør, d.v.s. der fyldes ikke mere i den, men poleres roligt videre, indtil strøgene af sig selv helt hører op, og fladen er jævn blank, hvorefter al polerolien fjernes med savsmuld, forinden arbejdet stilles hen til tørring.

                                                                 Anden polering.

Jo længere tid der går mellem polering, jo fastere bliver bunden at arbejde videre på. Mellem første og anden polering bør der således helst være et ophold på et par dage eller længere, så polituren får tid at sætte sig og blive så hård som mulig.

Hvis arbejdet trænger til det, slibes det for sidste gang, inden poleringen begynder, med en tør pimpstens-afslibning. Der kun består i et fint lag pulveriseret pimpsten drysset hen over fladen og derefter med et stykke simpelt avispapir lagt om pudsekorket overslibe poleringen  til alle pukler og ujævnheder er borte og fladen helt glat.

Arbejdet børstes rent og poleringen begynder med en halv politur og spritblanding i kluden og  lidt linolie stænket på fladen. Hensigten med denne polering bliver nu med stadig god gang i lappen at lægge en blank overflade over bunden og ellers arbejde frem på samme måde som ved forrige polering. Ligeledes rives der de første par omgange her en ganske lille smule pimpsten på, der, så lidt det end kan være, dog sliber og jævner der politur, der afsættes.

Der vil medgå den samme tid til denne polering, som til de foregående og når det skønnes, at laget et tilstrækkelig godt, poleres lappen efterhånden tør. Den sidste rest i den poleres med jævne strøg på langs af træet, så alle tidligere faste strøg  arbejdes ud, og fladen til slut bliver helt blank. Når dette er opnået fugtes kluden endnu en gang  med sprit alene, men ikke mere end det udvendige lærred lige akkurat fornemmes fugtigt; hermed poleres i lange, raske træk på langs, dels for at opnå den mest mulige glans og dels for at fjerne den sidste olie samt mulige faste politurstrøg.

Der poleres så længe, indtil kluden er tør og ikke laver flere strøg, hvorefter den allersidste olie tages bort ved at overstrø arbejdet med rent savsmuld og afgnide de hermed.

                                                                   Klaring.      

Jo blankere arbejdet er blevet efter de foregående poleringer, jo blankere og mere holdbar en glans er der håb om at opnå, når det et par dage efter skal klares.

Mulige olierester gnides af med pulveriseret kridt og gnides efter med em gammel klud.

Al linolie i så tyndt et lag, som her er tale om, bliver efter en dags forløb harsk og sejt; fjernes det derfor ikke helt, er det ugørligt af få gang i den nye polering og lige så ugørligt at få arbejdet klaret med den mest mulige glans.

For at være helt sikker på et godt resultat poleres der først med en ikke for våd lap halvt fyldt med politur halvt fyldt med sprit, og linolie stænket således på, at man straks får gang i kluden. Det kan jo være, at der fra sidste gang endnu var et par steder, det ikke helt var lykkedes at få så blanke som ønskeligt, dette skal opnås nu med denne ene  lap alene, fordi klaringen bliver bedst, når underbunden ikke er for frisk. Med denne ene omgang poleres arbejdet blankt og kluden tør, muligvis med en lille efterpolering med kun lidt sprit for at afpolere det meste af olien, og der poleres så længe, indtil der ikke afsættes synlige strøg mere med lappen.

Den egentlige klaring begynder nu, og hertil bruges helt friske bløde uldklude til den indvendige lap, og et stykke ikke for groft, rent lærred til det udvendige lag.

Kluden fugtes forsigtigt med sprit og dækkes med lærredet og stryges af på den bare arm, så spritten kun føles som en svag ånde. Hermed poleres fladen rask og med strøg på langs forsigtig og behændig for at strøgene ikke skal brænde på og imod sin hensigt efterlade matte striber og baner.

Klaringen er poleringens vanskeligste afsnit, der både kræver erfaring og rutine, men uden at prøve det opnås ingen af delene. Lykkes det ikke helt at få den rette holdbare glans frem ved første lap, eller har klarelappen efterladt matte baner, klares der en gang til med samme forsigtighed; der gøres da klogt i at stænke et par dråber linolie på arbejdet, for at de matte striber på ny kan blive blanke og klares bort. Der klares frem og tilbage, indtil lappen er helt tør og olien er fjernet. Har man haft heldet med sig skal poleringen nu være tør og spejlblank og vise sig med en smuk højglans over hele fladen.

Lidt olie vil der imidlertid alligevel være tilbage; denne sidste rest fjernes med ”heksevand”, man selv laver ved i en flaske at blande en del svovlsyre med seks dele vand. Meget skal der ikke bruges; har man en medicinflaske fuld, har man heksevand til lange tider. Det er meget giftigt, mærkes og  proppes derfor godt til. I proppen stikkes et hul, så lige en dråbe ad gangen kan rystes ud. Dråben rystes ud på den bløde håndballe, hele den polerede flade gnides ind, så den får et fedtet skær og gnides til hånden mærker en let modstand, der først opnås, når heksevandet helt har optaget olien i sig.

Hånden tørres da ind med fint pulveriseret kridt, så håndballen er hvid; hermed renses heksevandet  af med en fornyet afgnidning og poleringen skal da fremtræde så afklaret, ren og holdbar, som det er muligt at fremstille.

Klarelappen gemmes mellem hver gang den bruges i en ren tør dåse. Når den har været brugt en tid og ikke kan kaldes frisk længere, lægges den til de andre klude i poleredåsen og gør for fremtiden gavn som almindelig polerlap.